Klubaften 11. januar 2020

Endelig klubaften!

Så blev det endeligt tid til klubaften igen! Dagens klubaften var egentligt planlagt til at forgår hos Jester, men da Jester, for 2 root beer, havde solgt sin krop til at hjælpe Stinger med at slæbe gipsplade i hans bunker, blev de enige om at klubaftenen lige så godt kunne foregå hos Stinger. Så efter hårdt arbejde (og 2 root beer) gik klubaftenen så småt igang, da Merlin havde meldt at han blev forsinket. Jester var denne gang Ordensofficer, og han bød velkommen hvorefter vi rejste os og udviste respekt for ”Top Gun Anthem” og den første (eller tredje) root beer.

Det formelle møde

Kammerofficer Jester gave herefter, som sædvanligt, en kort redegørelse for kassebeholdningen. Han kunne berette, at der ultimo december var kr. 1433,90  i kassen. I januar havde både Jester og Stinge indbetalt kontingent. Merlin har stadig et udestående og manglede også at betale for januar, han afbetalte dog kr. 250,- da han kom. Desuden havde aftenens prøvemedlem indbetalt prøvegebyret på kr. 100,-. Jester havde til dagens møde handlet for kr. 480,- og har derfor overhold budgettet.

Dette var en natur overgang til næste punkt og afstraffelsesofficer Stinger. Stinger berettede at alle ville modtage 100 point for deltagelse i dagens klubaften, dog konstateredes det at Merlin manglede dog tags, og han straffes derfor med -25 point. Jester og Stinger havde begge doneret root beer til aftenen, og de modtager derfor hver 50 point, Jester modtager ligeledes 50 point for at overholde budgettet. Merlin har med dagens deltagelse, deltaget i 4 klubaftner i træk og modtager derfor både en udmærkelse og 100 point. Efterskrift: Stinger blev i løbet af aftenen taget på fersk gerning i at sidde ned og drikke første tår af en root beer, og han straffes derfor med -25 point.

 

Ny regel

Dagens nye regel blev egentlig en tilpasning samt en udvidelse af en eksisterende regel, på en sådan måde at det utvivlsomt vil resultere i mange strafpoint fremover. Reglen er naturligvis superhemmelig og kun for klubben medlemmer.

Reglen blev enstemmigt vedtaget.

Næste møde

Efter en kort konsultation af diverse kalendere, besluttede vi at næste klubaften finder sted fredag d. 20. marts 2020 kl. 17:00, denne gang i Jesters bunker. Jester tager både ordensofficers- og notarius-tjansen og Stinger er værtsofficer.

HUSK: Seneste tilkendegivelse for deltagelse i klubaftenen (uanset om man kan eller ej) er d. 13. marts 2020! Hvis man ikke giver svar inden deadline, straffes man med -25 points.

Belønning af tjenester samt krav hertil.
Belønning af faste tjanser:

Stinger udtrykte et ønske om at de medlemmer der yder en ekstra indsats i form af at have påtaget sig en fast rolle belønnes med en form for grafisk/visuel erkendtlighed. Det kunne være i form at retten til at bære en særlig medaljen el.lign. på uniformen samt på profilsiden på hjemmesiden.

Dette blev enstemmigt vedtaget.

Belønning af gave, indsatser og gode tiltag:

Jester forklarede at hans tanke med dette punkt gik hånd i hånd med næste underpunkt, men at kongstanken bag er at vi belønner dem der ude en indsat, eller udvider de gode initiativer. Derfor blev det foreslået at vi indfører tre satser for præmiering af gaver, indsatser og tiltag:

  • 100 point for mindre ting, fx hvis en har printet 300 eksemplarer af ølanmeldelsesskemaerne.
  • 200 point for mellem ting, fx en donerer 4 hjelme eller lignende til klubben eller klubbens medlemmer.
  • 400 point for store ting, fx en der bygger en bar til klubben.

Det besluttes i fællesskab i klubben hvilken størrelse tiltag/gave der er tale om, dog har det givende medlem ingen indflydelse på beslutningen.

Dette blev enstemmigt vedtaget.

Fjernelse af belønning ved passiv deltagelse:

I forlængelse af ovenstående ønskede Jester at vi fremadrettet ikke uddeler point bare for passiv deltagelse. Som han udtrykte det, så er det belønning nok at få et måltid mad og hvad der ellers følger med på en klubaften.

Dette blev enstemmigt vedtaget.

Diskussion om udvidet dresscode

Jester havde et ønske om at vi – for at holde liv i legen – skal have en løbende udvikling i uniformen, fx at der købes nye bukser, en ny hat eller at der kommer nyt pynt på skjorten. Han ønskede at der skal ske noget med uniformen mindst hver 6. måned.

Dette blev vedtaget.

Status på diverse kasser m.v.

Merlin efterspurgte en status på hvad der ville have interesse.  Jester og Stinger var enige i at alt med relation til militæret ville kunne bruges, om ikke andet så til udsmykning af vores mødesteder. Merlin lovede at kigge på lageret mandag d. 13. januar 2020. Efterskrift: Merlin har nu fundet nogle kasser af forskellig størrelse som han i første omgang aflevere hos Jester.

Planlægning af kommende arrangementer
Udtrækning af tema og planlægning af dato for næste klubsammenkost, samt udfyldelse af nye forslag til ammunitions-kassen.

Der blev trukket 3 valgmuligheder op af ammunitionskassen og de fleste stemmer faldt denne gang på en gameraften. Datoen bliver d. 8. februar 2020 kl. 14:00 hos Stinger. Den videre planlægning foregår i forrummet, og senest d. 31. januar 2020 skal det være aftalt hvad vi spiller.

Skal vi ind og se film (1917)?

Det er var bred opbakning til at gentage succesen med en biograftur! Vi finder en dato på forum/messenger. Efterskrift: Det er efterfølgende aftalt at vi skal i biffen d. 24. januar 2020, med fællesspisning inden. Vi mødes hos Stinger (der lægger kampvogn til) kl. 19:00.

Skal vi snart tusses?

Jester og Stinger er enige om at de skal! De aftaler en dato med tatovøren på Messenger. Efterskrift: Det er aftalt at de bliver tusset om formiddagen inden næste klubaften. Vi mødes hos Stinger kl. 09:30 – man er også velkommen selvom man ikke skal tusses.

Eventuelt

Stinger opfriskede lige den generelle deadline, med at man 7 dage før et arrangement skal være af-/tilmeldt. Han forslog også at vi indførte en regel om at første udkast til dagsordenen skal være ude 14 dag før klubaftenen. Det var der bred opbakning til.

Jester ønskede at vi kort debatterede brugen af call-sign Charlie. Vi blev enige om, at vi spærrer Charlie til en eventuel egnet kvindelig ansøgning – eller en mand med bryster.

Jester havde (i mangfoldighedens navn) et ønske om, at medlemmer ikke kommer fra samme forening, arbejdsplads, el.lign. så max 50% kommer fra samme sted fx HVKSTB. Der var enighed om at det er en god ide, da samtalen ellers hurtigt kan blive for ensporet.

Afslutningsvis takkede Jester for et godt møde.

Herefter var det blevet mødetid for dagens prøvemedlem. Jester introduceres kort klubben og gave herefter ordet til civilisten der kort fortalte om sig selv og hans bevæggrunde for at søge optagelse i klubben. Han havde til medlemmernes store begejstring medbragt bestikkelse i form af drømmekage med bacon. Lækkert!

Så var det blevet tid til at værtsofficer Jester kunne præsentere aftenens menu.

Ølsmagning

Jester havde til dagens smagning, medbragt to spændende øl og derudover havde Stinger ikke kunnet nære sig og have også medbragt en øl til smagningen.

Anarkist Motueka Lager

Den første øl er brygget af Theodor Schøitz brewing Co. i Odense. De skriver selv således om øllen:

Theodor Schiøtz var ikke som de andre spidsborgere. Han gjorde åbent oprør mod konventioner og autoriteter. Vi, der skal føre hans arv og navn videre, har gjort hans oprør mod ‘det forventede’, til vores mantra. Det gælder også denne frugtige Motueka tør-humlede Lager. For smagens skyld har vi brugt traditionelt gulvmaltet pilsnermalt som hovedingrediens.

Udsende: Lys, klar med et perlende hvidt skum.
Mundfølelse: Rustik, balanceret.
Duft: Den friske duft af grønne æbler mixes med en snert af tropiske frugter, samt den blide anelse af den rustikke malt.
Smag: Rustik maltkarakter, fra den gulvmaltede pilsnermalt i god balance med de frugtige noter fra humlen. Lys og frisk med høj ”drinkability.
Grimbergen Blonde

Aftenens anden øl er fra en belgisk klosterøl, fra bryggeriet Alken-Maes (dog brygget af Carlsberg i Danmark) Bryghuset beskriver selv øllen således:

Grimbergen Blonde er en smuk gyldenblond klosterøl af belgisk type. Grimbergen Blonde er en yderst velsmagende kombination af århundrede gamle klosterølstraditioner og det moderne øls forfriskende karakter.

Smagsoplevelse

  • Grimbergen Blonde skænker en gyldenblonde øl med et kridhvidt cremet skumhoved
  • Duften er domineret af tydelige frugtige noter af banan, krydrede noter af nellike, syltede pærer og honningmelon
  • Øllet byder på en god rund sødme fulgt af en mild behagelig bitterhed, der alt i alt giver en elegant balance
  • Fylden er rund, frisk og læskende med en ukompliceret eftersmag

Velegnet til:

  • Braiseret og ovnstegt svinekød og kylling
  • Sandwich med fed fisk fx laks eller til salater med rejer og skaldyr
  • Hvidskimmeloste

Om klubben er klar til at gå i kloster, kan du læse her.

Willemoes Jubilæumsbryg

Den tredje og sidste øl er fra bryggeriet Vestfyen. Bryghuset beskriver selv øllen således:

Willemoes Jubilæumsbryg er en Strong Ale brygget i anledning af Willemoes 15 års jubilæum.

I forkæles med en fløjlsblød mahognifarvet øl med noter af karamel og chokolade. I søhelten Peter Willemoes’ ånd tilsættes øllet ægte dansk flåderom fra A.H. Riise, der tilfører øllet varme, dybde og en behagelig eftersmag.

Vores brygmester har valgt at brygge en øl, hvor malten er i centrum. Vi har nøje udvalgt bygsorten Scarlett til at skabe rammen i denne fortælling om godt bryghåndværk. Scarlett er blevet dyrket siden 1995 og tilfører vores jubilæumsbryg den perfekte kombination af sødme og fylde.

Bør serveres ved 8-9 °C

Willemoes Jubilæumsbryg har vundet en sølvmedalje til International Food Contest 2019.

Klubbens holdning til rom i øllet, kan du læse her.

Maden

Jester havde til lejligheden kreeret en gryderet til klubben. En såkaldt Top Gun Gryde! Den blev serveret med ris og majs. Lækkert!

Jester afslørede sig i aftenens filmvalg som lidt af en hestepige(?!) da han havde valgt to film med heste. Den første film var War Horse fra 2011.

Ved udbruddet af første verdenskrig, sælger Alberts far, Alberts elskede hest ‘Joey’ til kavaleriet. Efter at være blevet sendt til Frankrig, har Joey – i et forsøg på at overleve – en uventet rejse gennem et krigshærget Europa. Imens har Albert meldt sig til den britiske hær og såres under slaget ved Somme. Mens han kommer sig på hospitalet, hører han om en hest, der er fundet i ingenmandsland.

Om klubben er pjattet med heste kan du læse her.

Aftenens anden hestefilm var ’The Lighthorsemen’ der er fra 1987.

Palæstina, 1917. Det britiske fremskridt er stoppet af den tyrkiske linje, der løber fra Gaza til Beersheba. Det seneste angreb på Gaza er mislykket. De angribende styrker omfattede et regiment af australsk ridende infanteri, The Lighthorsemen.

Soldaten Frank er såret i en ildkamp med beduiner. Han erstattes af en ung soldat, Dave, der viser sig at være en mesterskytte, men han er tilbageholdende med at skyde mod fjenden. Dave beviser sit værd under et tysk luftangreb, men såres. Han kommer sig på hospitalet og møder en sympatisk sygeplejerske, Anne.

Regimentet opfordres til et dristigt flankerende angreb på Beersheba. Men hvordan narer man man tyrkerne til at tro, at det største angreb kommer i Gaza? Og hvordan angriber man i en ørken uden vand?

Vores anmeldelser af The Lighthorsemen kan du læse her.

Afslutning

Så blev der igen stille efter en fremragende aften i Top Gun Klubbens selskab.  Tilbage er nu bare den ulidelige ventetid til næste møde…

1 Comment
  • by Jester Posted 8. september 2020 15:07

    Se os lige på billederne, hvor var vi unge for 6 mdr siden .. Man kan godt se hvordan tideren sætter sine tænder i os , og vi bliver mere og mere elegante dag for dag, lige som en god whisky. Så kan jeg i øvrigt især godt huske Henrik og hans drømmekage med bacon. Var det egentlig noget vi skulle se på eventuelt at forfine, måske med baconstykker nede i kagen som supplement til det fine lækre knas der ligger oven på ?

Add Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kontakt Top Gun Klubben