Alternativ filmaften 18. juni 2021

Igen var det blevet tid til en af vores temaaftener. Det skulle egentligt have været en gameraften hos Hollywood, men da han havde lavet en dobbelt booking i kalenderen og hans general trak det længste strå, havde Stinger og Viper hurtigt overtage planlægningstjansen og istedet arrangeret en alternativ filmaften – alternativ på den måde at det ikke var krigsfilm vi skulle se (dog stadig film med en vis mængde krudt 😉). Skæbnen ville dog desværre at Vipers kutter blev COVID-19 ramt, og han derfor måtte en tur i isolation istedet for at deltage 😢.

De få medlemmer der var tilbage, var tilsagt til at møde hos Stinger kl. 17:00, hvor der blev tændt op i grillen, inden vi startede på vores obligatoriske møde.

Dagens dagsorden var, bl.a. grundet mandefaldet, væsentligt indskrænket, så eneste output af mødet blev, at der fremover er uniformspligt til alle arrangementer og at de medlemmer der deltager i sommerudflugten i juli, belønnes med point svarende til deres indbetaling efter vanlig kurs 1:2.

Da mødet var veloverstået, smed grillmester Stinger straks noget kød på grillen, og inden længe kunne der serveres en kødsymfoni af forskellige pølser og koteletter. Der havde også sneget sig kartoffelsalat, coleslaw og salat på bordet – mest for at sende gode signaler til vores generaler.

Lettere kødsvedende satte vi os efter maden foran fjernsynet og så de to danske klassikere “I Kina spiser de hunde” og “Blinkende Lygter”, hertil blev der serveret en passende (læs: STOR) mængde bland-selv-slik samt root beer og cola.

Da filmene var færdige, var det blevet tid til at afslutte endnu en fantastisk aften i godt selskab – selvom vi savnede dem der var MIA. Heldigvis ses vi snart igen på vores årlige sommerudflugt!

Stinger

Add Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kontakt Top Gun Klubben