Årlig ekskursion weekenden 11-13 Sep. 2020 – Dag 2

Så kom tiden til vores længe ventet årlige ekskursion. Den var oprindeligt planlagt til i sommer, midt juli. Men grundet COVID-19 måtte vi udskyder den til diverse museer var åbne igen. Det blev så denne weekend.
Dette er dagbogen for dag nr. 2, lørdag den 12. september.

Dagen startede nærmest som den sluttede – med mad! Viper var stået tidlig op, og gik straks i køkkenet for at frembringe endnu et overdådigt måltid – med BACON (bank, bank) som det gennemgående tema. Jester og Viper der begge sov i hovedhuset blev hurtigt lokket frem fra køjerne af den himmelske bacon og kaffe duft der spredte sig i huset. Merlin der var placeret i annekset, og hvis døgnrytme i øvrigt stadig ramt af torsdagens nattevagt, kom til senere.

Efter det solide morgenmåltid var sat til livs, og en hurtig oprydning, pakkede vi Vipers kampvogn og begav os mod færgen og fastlandet. Færgeturen over tog  stadig ca. 12. minutter, desværre var der andre der havde fået ideen med at tage færgen, så ventetiden tog 60+ minuter. Da vi endeligt var nået over til fastlandet, satte vi kursen mod Blåvand og museet Tirpitz, der er indrettet i en kanonbunker der var tænkt som en del af Atlantvolden, Hitlers ide om et uigennemtrængelig forsvarsværk langs Atlanterhavet. Museet havde lidt forskellige udstillinger, og heldigvis var det fleste da klubrelaterede. Udstillingen omkring fjernelsen af miner på Skallingen gik fint i tråd med filmen “Under Sandet” som vi så aftenen før, og udstillingen “En hær af beton” gav nogle fine øjenvidneberetninger fra mange af dem der var berørt af krigen på “flødeskumsfronten”. Selve Tirpitz-bunkeren var også en oplevelse for os beton-aficionados.

Efter Tirpitz fortsatte vores sightseeingtur. Vi kørte til stranden i Blåvand, hvor vi udover Blåvandshuk Fyr, også kiggede lidt på en radarbunker af typen V174 og på de andre bunkers der lå i klitterne. Sidste stop på dagens sightseeingtur var den tyske flygtningekirkegård i Oksbøl. Kirkegården, hvor 1.796 personer er begravet, blev anlagt i februar 1945 med det formål at bisætte flygtninge og soldater, der døde i flygtningelejren i Oksbøl. En yderst tankevækkende oplevelse, da der er mange grave med børn der ikke blev mere end nogle få måneder gamle.

På vej tilbage til sommerhuset syntes Viper at vi var ved at være brødflove, og standsede ved en grillbar. Udvalget og priserne gjorde dog, at vi hurtigt kørte igen. Men Viper havde nu fået sat næsen (og maven) op efter en omgang mad, og takket være hans glimrende rekognosceringer (som han og Stinger havde nydt godt af en gang tidligere denne uge 🙂 ) kendte han lige det rette sted. Kursen blev stykket ud, og denne gang skuffede hverken udvalg eller priser, og der blev efter kort ventetid kørt pølsemix og bøfsandwicher i hovedet.

Velankomne tilbage i sommerhuset, fortsatte vi Stingers ølsmagning fra dagen før, kun kort afbrudt af at Viper diskede op med mere mad i form af GODE spare-rib og en lille smule coleslaw. Efter maden afsluttede vi ølsmagningen og så var det blevet tid til Jesters challenge. En challenge som alle havde indvilget i at prøve uden at vide hvad det var – og derfor var der 100 point til alle som præmie 🙂 – det viste sig at Jester mente vi havde formeget hår i vores næser og at vi derfor trængte til en voksbehandling. Hele seancen blev foreviget på film, og vil sikkert være at finde et sted på det mørke internet inden længe, så jeg vil derfor ikke afsløre mere her.

Nu var det blevet tid til afslapning, og vi satte igen en film på, denne gang den danske klassiker Martha! og gensyns glæden var stor. Efter filmen brød vi op og hoppede i kanen, og der faldt hurtigt ro over sommerhuset og kun den samme lette og bløde snorken der den foregående nat havde hærget sommerhusområde, og måske en lille prut, kunne høres.

/Stinger

1 Comment
  • by Jester Posted 22. december 2020 14:49

    Den tur var simpelthen noget af det sjoveste, det er næsten umuligt at skulle vente på at sådan én kommer igen. Jeg er i øvrigt ret vil med vores måde hvorpå vi kan blande hygge med læring og få det bedste ud af alle oplevelserne. Jeg er helt frisk på at vi afmelder alle højtids arrangementer med familierne og holder dem i klubben i stedet, det giver meget mere mening og væsentlig færre opgaver … altså i hvert fald, anderledes sjovere opgaver så … 1 2 3 hvem er på, nogen der tør anråbe generalen? Hej, skat, jeg er ikke hjemme til jul, jeg skal i klubben, det er yderst vigtigt …

Add Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kontakt Top Gun Klubben